Opskrift
3 1/2 dl. koldt vand
10 g. gær
1 dl. surdej (se nedenfor)
300 g. kamutmel (eller emmermel eller andet groft mel)
200 g. hvedemel
15 g. havsalt
1. dag:
Hæld vandet i en skål. Opløs gæren heri. Tilsæt surdej, mel og salt, og alt dejen godt i cirka 15 minutter. Gerne i en røremaskine. Kom derefter dejen i en plasticskål smurt med olie. Dæk den med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet i 24 timer.
2. dag:
Kom dejen i en hævekurv, der forinden er drysset RIGTIG GODT med mel. Det er vigtigt, at der er rigeligt mel i, så dejen let slipper hævekurven, når den vendes ud på en bageplade. Lad dejen hæve ved stuetemperatur til den når kurvens kant - cirka 3 timer.
Vend forsigtigt dejen ud på en bageplade med bagepapir og bag brødet i ovnen ved 220 grader i 30-35 minutter. Afkøl derefter brødet på en bagerist.
Surdej:
Hvis ikke man har en surdej til at stå, kan man lave en hurtig mælkebaseret surdej af 4 dl. rugmel (andet mel kan selvfølgelig også anvendes) og 3 dl. kærnemælk (eller et andet surmælksprodukt). Kærnemælken sætter gang i gæringen, således at surdejen ikke behøver at stå længe, før den er klar.
Nybagt franskbrød med solbærmarmelade... |
... og naturligvis en kop kaffe |