Hovedretten til Hr. Bs fødselsdag forleden bestod af hvidløgsmarineret svinemørbrad, ovnbagt kartoffelmos med hasselnødder og en salat med granatæble, feta, agurk og ristede mandler. Opskriften på ovnbagt kartoffelmos med hasselnødder fandt jeg her.
Ovnbagt kartoffelmos med hasselnødder (4 pers.)
600 g. kartofler
50-80 g. hasselnødder
50 g. smør
Mælk
Salt & peber
Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog kartoflerne i usaltet vand til de er møre (ca. 20 min.). Hæld vandet fra kartoflerne. Kom smørret i og pisk det grundigt med en håndmixer. Tilsæt mælk lidt ad gangen til du synes mosen har den rette konsistens. Hak hasselnødderne groft og kom dem i. Smag mosen til med salt og peber. Fyld mosen i ramakiner og bag dem i ovnen ved 200 grader (evt. på grillfunktion) i ca. 10 min. til de er gyldne i overfladen.
Dertil serverede jeg svinemørbrad, brun sauce, og en blandet salat med agurk, granatæble, feta og ristede mandler. Disse ting kræver ikke en opskrift, da det var temmelig simpelt. Svinemørbraden købte jeg færdigmarineret og jeg tilberedte den efter anvisning på pakken.