fredag den 30. marts 2012

Kanapeer med laks og artiskokcreme

Til Hr. Bs fødselsdag i torsdags serverede jeg som appetizer/forret disse lækre kanapeer med laks og artiskokcreme. Se opskriften her.



Fødselsdagsboller

Opskriften på de perfekte fødselsdagsboller



Opskrift (12-16 stk.)
60 g. smør
2 dl. mælk
3 spsk. sukker
50 g. gær
2 æg
500 g. mel
1 knsp. salt

Smelt smørret og afkøl en smule. Udrør gæren i smørret. Resten af ingredienserne blandes i og dejen æltes godt igennem. Gerne i røremaskine i 5-10 min. Lad dejen hæve i ca. en time. Formes umiddelbart efter hævning til boller. Lad dem efterhæve i 30 min. Pensl bollerne med æg. Bag dem ved 220 grader på midterste rille til de har en flot gylden farve - ca. 10 min.







Bollerne blev nydt sammen med denne kagemand til Hr. Bs fødselsdag :-)

mandag den 19. marts 2012

Lun chokoladefondant med hindbæris


Opskriften er Mette Blomsterbergs og kan findes her.

Chokoladefondant (4-6 pers.)
100 g. god mørk chokolade (64%)
100 g. smør
50 g. sukker
40 g. mel
100 g. æggeblomme
50 g. æggehvide
Fedtstof til formen (neutral olie eller smeltet smør)

Chokoladen hakkes fint og smeltes sammen med smør og sukker i en skål over vandbad. Det skal kun smelte - ikke blive for varmt. Melet sigtes ned i chokoladeblandingen. Rør det godt sammen. Tilsæt æggeblommer og æggehvider og rør godt. Smør 4-6 muffinforme grundigt med fedtstof. Dejen fyldes i de smurte forme. Opbevar formene tildækket i køleskabet indtil de skal bages - bag dem først lige før de skal serveres, så de nydes lune.
Bages ved 200 grader i 9-11 minutter. Bemærk at fondanternes midte skal være ubagt! Afkøles let inden de befries for formene. Serveres med is og friske bær.

Yoghurtis med hindbær
Se opskriften her.







Chokoladefondanten blev VIRKELIG lækker! Så den skal helt klart afprøves igen. Måske allerede på torsdag til Hr. Bs fødselsdag :-)

Pizza med aubergine og mozzarella

I fredags stod menuen på hjemmelavet pizza. Denne gang forsøgte jeg mig med en pizza med aubergine - ellers er opskriften den samme som jeg bruger her.



Opskrift (2 stk.)
Dej:
3 dl. vand
2 dl. durummel
6 dl. hvedemel (cirka)
15 g. gær
2 spsk. olie
1 tsk. salt

Tomatsauce:
1 ds. hakkede tomater
1 st. ds. tomatpuré
1 rødløg
2 fed hvidløg
1/2 chili
Olie
Salt & peber

Fyld:
1 aubergine
1 pk. mozzarella
Basilikum

Dej: Gæren opløses i vandet. Salt og olie røres i. Tilsæt derefter durummel. Rør dejen godt sammen. Tilsæt løbende hvedemel indtil dejen er til at arbejde med med hænderne. Ælt dejen grunddigt - 10 min. eller længere. Jeg brugte røremaskine. Kom dejen i en skål med film over og lad den hæve i køleskabet i fem timer. Gerne længere.

Skær aubergine i tynde skiver og læg dem i blød i saltet vand (ca. 1 tsk. salt) i 30 min. Tør dem derefter på et viskestykke. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med lidt olie og bag dem i ovnen i ca. 10 min. ved 200 grader.

Tomatsauce: Svits løg, hvidløg og chili i lidt olie. Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré. Bring saucen i kog. Smag til med salt og peber.

Rul dejen ud til pizzaer i lidt mel på køkkenbordet. Kom dem på bageplader beklædt med bagepapir. Prik lidt små huller i dejen med en gaffel. Fordel tomatsaucen over pizzaerne. Derefter aubergine og slut af med mozzarella. Bag pizzaerne på 275 grader i ca. 10 minutter - gerne på en bagesten. Tag pizzaerne ud og pynt med frisk basilikum.








Jeg lavede også en pizza med tomatsauce, mozzarella og parmaskinke. Se opskriften her.



søndag den 18. marts 2012

Canneloni med kylling, spinat og ricotta på en bund af tomatsauce


Opskrift (2-4 pers.)
Tomatsauce:
1 dåse hakkede tomater
1 stor dåse tomatpuré
1 rødløg
2 fed hvidløg
1/2 chili
1 håndfuld frisk basilikum
Salt & peber

1 pk. "friske" fuldkorns lasagneplader

Fyld:
300 - 400 g. hakket kylling (kyllingebrystfilet i små stykker kan også bruges)
300 g. helbladet spinat (optået)
200 g. ricotta
Salt & peber


Bechamelsauce:
20 g. smør
1 1/2 spsk. hvedemel
2 - 4 dl. mælk
Revet muskatnød
Revet parmesan
Salt & peber

Til tomatsaucen hakkes rødløg, hvidløg og chili. Svits det i olivenolie i en gryde. Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré. Smag til med salt, peber og hakket basilikum. Bring saucen i kog. Læg en bund af tomatsauce i et ovnfast fad.

Forkog de friske lasagneplader i ca. 5 minutter, så de vil blive lettere at rulle. Tør dem på et viskestykke.
"Brun" hakket kylling i en gryde. Tilsæt spinat og rør det godt sammen. Tag det af varmen og rør ricotta i. Smag til med salt og peber. Rul lasagnepladerne til canneloni med fyldet på den lange led og fordel dem i fadet ovenpå tomatsaucen med samlingen nedad. Fortsæt til fadet er fyldt.

Til bechamelsaucen smeltes smør i en gryde og melet piskes i. Kom forsigtigt mælken i lidt ad gangen. Vurdér hvor tyk saucen skal være. Det er ikke sikkert alt mælken skal bruges. Smag til med muskat, salt, peber og parmesanost. Kom saucen over cannelonierne og drys med friskrevet parmesan på toppen.
Kom fadet i ovnen og bag ved 180 grader i ca. 20 min.

Servér evt. med en god salat :-)

tirsdag den 13. marts 2012

Meyers hindbærsnitter

Og endnu en opskrift fra Claus Meyer. Denne opskrift er fra bogen Meyers Kager. Nu har jeg eksperimenteret lidt med at bage hindbærsnitter, og jeg vil sige, at dette er den nye foretrukne opskrift :-)



Den kan naturligvis også pyntes med glasur og krymmel (eller som her; frysetørret hindbær)

Opskrift (10-12 stk.)
375 g. hvedemel
200 g. sukker
60 g. mandelmel (eller smuttede og blendede mandler)
Kornene af 1/2 vaniljestang
275 g. smør
1 æg
300 g. god hindbærmarmelade (med høj frugtprocent)
1 æg til pensling
Groft rørsukker
Evt. flormelis og krymmel til pynt

Kom hvedemel, sukker, mandelmel og vaniljekorn i en stor skål. Bland det godt sammen. Skær smørret i mindre stykker og kom det i massen. Gnid smørret godt sammen med melet. Tilsæt ægget til at samle dejen. Sørg for den er ensartet. Del dejen i to lige store portioner. Rul hver portion ud til en stor firkant mellem to stykker bagepapir. Dejen skal cirka være 3 mm. tynd. Kom den udrullede dej på en bageplade. Gør det samme med den anden dej (sørg for at de cirka har samme størrelse). Kom pladerne i køleskabet i en times tid. Tænd ovnen på 190 grader.
Tag pladerne ud af køleskabet. Pensl lidt pisket æg rundt i kanten på den ene dej. Fordel hindbærmarmeladen i et jævnt lag på dejen. Tag den anden dej og læg den over marmeladen. Tryk først let i midten, så der ikke er noget luft i mellem de to lag. Tryk dernæst langs kanten af ringen, så kanterne er helt tætte. Pensl igen med æg og prik derefter med en gaffel små huller i det øverste lag dej. Strø med rørsukker. 
Sæt kagen i ovnen og bag den i cirka 25 minutter indtil overfladen er gylden. Lad kagen køle af inden den skæres i passende stykker.






"Mor"-koppen er taget i brug, selvom der stadig er tre måneder igen :-)
Hr. B blev noget skuffet, da jeg serverede denne hindbærsnitte for ham. Han siger, at grunden til han elsker hindbærsnitter, er mængden af glasur, da det er på den kage, man finder mest glasur.
Jeg måtte derfor i køkkenet igen, for at pynte hans snitte :-)

mandag den 12. marts 2012

Meyers brunsviger

I tråd med det forrige indlæg om rundstykker har jeg også bagt Meyers brunsviger fra bogen Meyers Bageri. De udgør derfor en god og kendt dansk morgenmad :-)


Opskrift (en stor bradepande (30 stk.))
5 dl. lunkent vand
50 g. gær
2 æg
100 g. sukker
10 g. havsalt
ca. 900 g. hvedemel
75 g. blødt smør

Remonce:
100 g. marcipan
250 g. brun farin
250 g. blødt smør
1/2 dl. sirup
25 g. kanel
Lidt ekstra brun farin til at drysse med

Hæld det lunkne vand i en skål, og rør gæren ud i vandet. Rør æggene i, og tilsæt så sukker, salt og hvedemel. Alt det hele sammen. Tilsæt til sidst smørret, og ælt dejen, til den er glat og smidig. Hvis du bruger røremaskine, skal du ælte, til dejen slipper skålens kanter. Lad dejen hvile i 30 minutter.
Rul dejen ud på et meldrysset bord, så den passer i en ovnbradepande. Løft dejen over i bradepanden, som er foret med bagepapir (eller smurt med smør). Tryk med fingrene små fordybninger over hele dejen - de skal opfange den gode remonce, så vær ikke nærig med dem. 

Remonce: Rør marcipan og brun farin sammen, så der ikke er nogen klumper. Rør det bløde smør i massen, og tilsæt så sirup og kanel. Smør remoncen ud over dejen med en smal paletkniv, og drys til sidst med lidt brun farin. 
Lad brunsvigeren hæve lunt på køkkenbordet til den næsten når op til bradepandens kant - det tager cirka en time. Bag brunsvigeren ved 200 grader i ca. 18-20 min. Afkøl den i bradepanden.



Utrolig lækker brunsviger! Jeg lavede kun halv portion.

Meyers rundstykker

Jeg har kastet mig ud i et stort projekt med at bage rundstykker, som Hr. B skulle have med over til nogle kammerater. Opskriften er fra Meyers Bageri.



Opskrift (30 stk.)
Fordej:
2 1/2 dl. koldt vand
25 g. gær
500 g. hvedemel

Dej:
8 dl. koldt vand
3 dl. surdej
300 g. fint durummel
1,1 kg. hvedemel
35 g. havsalt

Pynt:
Sesam
Birkes

Fordej: 
Hæld kold vand i en skål, og rør gæren ud heri. Ælt melet i dejen, som skal være ret stiv og kun lige æltes sammen. Kom fordejen i en plastikskål, dæk den med husholdningsfilm, og sæt den på køl i minimum 6 timer - og gerne 12 timer.

Dej: 
Ælt vand, surdej (se opskriften på Meyers grundsurdej her), durummel, hvedemel og salt sammen med fordejen i en røremaskine. Ælt i ca. 10 min, til du har en elastisk og smidig dej. Lad herefter hvile tildækket i ca. 30 min. på køkkenbordet, til der er liv i den.
Del derefter dejen i tre stykker, tril dem til pølser og del hver pølse i 10 stykker. Form stykkerne til boller og sæt dem på bageplader med bagepapir. Lad dem efterhæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse. Det tager ca. 1-2 timer. 
Pensl rundstykkerne med vand (eller æg) og drys med sesam og/eller birkes. Bag rundstykkerne i ovnen ved 200 grader i 20 min. Bag dem evt. i damp, hvor du sætter en bageplade med 1 cm. vand i bunden af ovnen. Dampen bevirker, at der ikke dannes skorpe på brødet så hurtigt, og brødet vil derfor hæve mere op. Afkøl derefter rundstykkerne på en bagerist.

Rundstykkerne er sat til efterhævning
De færdige rundstykker. De er stadig meget lyse
Det blev til nogle rigtig gode BOLLER, men rundstykker vil jeg ikke kalde dem. Jeg troede jeg havde været heldig at finde en opskrift på nogle RIGTIGE rundstykker - altså dem man køber hos bageren, luftige og med en sprød skorpe. Jeg blev derfor lidt skuffet. Men gode blev de alligevel, selvom de var lidt "tunge".