mandag den 6. juni 2011

Yoghurtis med hindbær og vanilje

Jeg forsøgte i weekenden at lave yoghurtis, som jeg har set hos Stine. Den smagte ganske fint, men alligevel synes jeg ikke den blev helt vellykket. Den krystalliserer hurtigt, så den skal spises dagen efter. Jeg lavede både hindbæris og lakridsis. Lakridsisen skriver jeg om senere.



Opskrift

1 bæger pasteuriserede æggehvider
1/2 ltr. græsk yoghurt
1/2 vaniljestang
300 g. frosne hindbær
Rørsukker (ca. 1 dl.)
Kom de frosne bær i en gryde og bring dem i kog, således de tør op. Pisk æggehviderne stive og pisk lidt rørsukker i. Skrab vaniljekornene ud og kom dem i massen. Pisk halvdelen af yoghurten i, og vend derefter det sidste yoghurt i med en dejskraber. Rør ligeledes hindbærmassen i yoghurten med en dejskraber. Smag til sidst til med rørsukker. Kom massen i en skål og frys ned. Rør evt. i isen hver time, så den ikke krystalliserer for meget.