lørdag den 23. juli 2011

Knasende god forret

Forretten i går blev til hjemmelavet urteknækbrød med urtecreme og bresaola



Opskrift (4 pers.)

8 urteknækbrød
Kvark
Krydderurter (efter eget valg. Jeg brugte rosmarin og timian)
Salt og peber
Bresaola

Rør kvark med urter og smag til med salt og peber. Smør det på knækbrødene og top med bresaola og lidt grønt til pynt.

Se opskriften på mine hjemmelavede urteknækbrød her.

Urteknækbrød

I august måneds nummer af Spis Bedre var der en lækker opskrift på urteknækbrød, som jeg kastede mig ud i til forretten i går.



Opskrift (ca. 50 stk.)

25 g, gær
2 1/2 dl. vand
1 tsk. sukker
1 tsk. urtesalt
1 dl. revet ost (jeg brugte parmasan)
3 dl. groft rugmel
3 1/2 dl. hvedemel
2 spsk. hakket timian
1 spsk. hakket rosmarin

Pynt: 
Sesamfrø
Birkes
Nigellafrø
Hakket rosmarin
Havsalt
Olivenolie

Smulr gæren i lunkent vand. Tilsæt sukker, salt, ost, rugmel, hvedemel og krydderier og ælt dejen til en smidig dej. Tag dejen ud på et meldrysset bord. Del den i fire stykker og rul hvert stykke tyndt ud til ca. 50 x 10 cm. Prik tæt med en gaffel. Drys pynten på, som du synes. Og rul det ind i dejen med en kagerulle. Pensl til sidst med olie og drys med lidt havsalt. Skær dejen ud i lange strimler (ca. 3 cm. brede) og læg dem på en bageplade med bagepapir. 
Bag midt i ovnen på 200 grader i ca. 8-10 min. Lad dem afkøle på en rist.



torsdag den 21. juli 2011

Tapas

Aftensmaden i går blev dejlig nem, men rigtig lækker. Aftenens tapas bestod af bresaola med parmasanost, parmaskinke, chorizo fra Slagter Munch i Skagen, Manchego, Maasdammer, dadler, semidried tomatoes, oliven, emmentalerbrød og rugbrød.



Fra venstre: dadler, maasdammer, manchego, chorizo, parmaskinke, bresaola og parmasan


Semidried tomatoes
Grønne oliven med mandler

mandag den 18. juli 2011

Kartofler med oliven, feta, tomat og basilikum

Vi havde i går besøg af venner til grillmad inden den stod på en regnvåd Grøn Koncert. Vi serverede kylling og pølser og dertil salat, brød og denne kartoffelsalat med nye danske kartofler, kalamata oliven, tomater, feta og basilikum.
Kartoffelsalat
Salat med spinat, feta, vandmelon og ristede mandler
Til salaterne var der naturligvis emmerbrød

Rustikt emmerbrød

Jeg har igen kastet mig ud i at bage det populære emmerbrød, som jeg har bagt flere gange før. Denne gang har jeg dog foretaget et par ændringer.




Opskrift (med inspiration fra Claus Meyers Meyers Bageri)

3 1/2 dl. koldt vand
10 g. gær
1 dl. surdej (se nedenfor)
300 g. emmermel
200 g. hvedemel
15 g. havsalt

1. dag:
Hæld vandet i en skål. Opløs gæren heri. Tilsæt surdej, mel og salt, og ælt dejen godt i ca. 15 min. Kom derefter dejen i en plasticskål smurt med olie. Dæk den med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet i 10 timer (gerne længere).

2. dag: 
Kom dejen i en hævekurv, der forinden er drysset RIGTIG GODT med mel. Det er vigtigt, at der er rigeligt mel i, så dejen let slipper hævekurven, når den vendes ud på en bageplade. Lad dejen hæve til kanten ved stuetemperatur. Minimum i 3 timer. 

Vend forsigtigt dejen ud på en bageplade med bagepapir og bag brødet i ovnen ved 220 grader i 30-35 min. Jeg har haft stor succes med at bage brødet med damp i ovnen. Det vil sige, at jeg sætter en bradepande med en centimeter vand på nederste rille i ovnen. Dampen bevirker, at der ikke dannes skorpe på brødet så hurtigt og brødet vil derfor hæve mere op. Det er en god metode, når man anvender hævekurv til hævning, da brødet nemt flader ud, når man vender det ud af kurven
Afkøl brødet på en bagerist.

Surdej:
Hvis ikke man har en surdej til at stå, kan man lave en hurtig mælkebaseret surdej af 4 dl. rugmel (andet mel kan selvfølgelig også anvendes) og 3 dl. kærnemælk (eller et andet surmælksprodukt). Kærnemælken sætter gang i gæringen, således at surdejen ikke behøver at stå så længe, før den er klar.

Hævekurven er fra Aurion og er købt i en helsekostbutik

lørdag den 16. juli 2011

Iskold jordbærsuppe med mynte og sødt mælkeskum

Hr. B forkælede mig med en dessert fra Suverænt Sundt - dog i en endnu sundere version med skummetmælk i stedet for flødeskum



Opskrift (2 pers.)

300 g. jordbær
8-10 isterninger
2 spsk. flormelis
1/2 lime (saften derfra)
Mynte
Skummetmælk

Jordbær og isterninger blendes godt. Smag til med flormelis, mynte og lime. Benyt en mælkeskummer til at skumme mælken (der kan også benyttes flødeskum). Tilsæt lidt flormelis i skummet. Anret suppen i et glas med skum øverst. Anret med mynte på toppen.

torsdag den 14. juli 2011

Rabarberskum med hvid chokolade

Der er Zulu Sommerbio i Aalborg i aften, men det regner! Derfor holder vi det hjemme i stuen. Og filmen skal naturligvis nydes med en dessert og en kop kaffe
Der er fundet inspiration fra Suveræne Super Successers Rabarberskum med hvid chokolade
Opskrift (2 pers.)

200 g. rabarber skåret i tern
1/2 vaniljestang
75 g. sukker
1 1/2 dl. piskefløde
30 g. hakket hvid chokolade (til pynt)

Kog rabarberne sammen med sukker, vaniljekorn og vaniljestang ved svag varme i ca. 10-15 min. Kog dem ugen låg, så væden fordamper. Rør rundt undervejs. Tag vaniljestangen op og opbevar kompotten i køleskabet til den skal bruges.
Ved servering: pisk fløden til skum. Anret som du lyster. Jeg har anrettet lag på lag. Opskriften siger, at flødeskum, chokolade og rabarber skal vendes sammen. Server i glas med hvid chokolade på toppen.

Bør naturligvis serveres med en god kop kaffe...

Frisk melondrik

Jeg blev fristet af Miss Muffins lemonade med vandmelon og måtte gøre kunsten efter.


Opskrift (ca. 2 store glas)
500 g. vandmelon i tern (uden skal og kerner)
2 lime (saften derfra)
2 spsk. flormelis
Friske mynteblade til pynt

Danskvand til opblanding

Kom ingredienserne (undtagen danskvand) i blenderen og blend det til det er fint pureret. Smag til med flormelis og limesaft. Kom et tyndt viskestykke i en si og lad puréen løbe igennem. Bland op med danskvand ved servering.

Ingredienserne blendes
Vandmelonpuré
Vandmelon giver en flot farve. Man kan selvfølgelig også forsøge sig med andre meloner; galia-, cantaloupe-, honning- eller futuromelon

Jeg synes det er en dejlig forfriskende sommerdrik - især fordi der er lime og danskvand i. Dog ved jeg ikke om det var umagen værd, da den ikke smager af meget. Vandmelon smager jo ikke af meget - og måske har vi været uheldig og finde en vandmelon, som smager af endnu mindre. Hr. B brød sig ikke om det, så han må holde sig til hyldeblomstsaften. 

onsdag den 13. juli 2011

Sund fuldkornsspaghetti Carbonara

Denne version er iforms opskrift, som kan ses her.


Opskrift (2 pers.)

Fuldkornsspaghetti (ca. 200 g.)
1 rødløg (finthakket)
5 fed hvidløg (presses i)
1 tsk. olivenolie
1 pk. parmaskinke (eller ca. 4 skiver)
2 porrer (skåret i ringe)
6 soltørrede tomater (skåret i strimler)
2 fennikelknolde (skåret i små tern)
2 æg
1 håndfuld persille
Friskkværnet peber

Steg løg i olien og pres hvidløg deri. Drys med masser af peber. Rist parmaskinken i ovnen i 5 min. til den er sprød (ca. 200 grader). Svits porrer, soltørrede tomater og fintsnittet fennikel sammen med løgene. Kog spaghettien og vend den i grøntsagerne. Tilsættet halvdelen af persillen og til sidst to sammenpiskede æg rørt med 5 spsk. vand. Det skal lige stivne og sætte sig rundt om spaghettien. Server straks med resten af persillen som pynt og parmaskinke.

mandag den 11. juli 2011

Sidste portion hyldeblomstsaft

Der var stor efterspørgsel på hyldeblomstsaften, så i denne uge har vi været ude og hente de sidste hyldeblomster, som der var at finde, for at lave en sidste portion af den populære saft.

For en god ordens skyld, skriver jeg opskriften igen. Denne gang lavede jeg dog dobbeltportion, hvoraf en del blev frosset ned i halvliters flasker.

Opskrift (ca. 1 1/2 ltr.)

30 hyldeblomstskærme
2 økologiske citroner
2 spsk. citronsyre
600 g. rørsukker
50 g. brun farin
1 ltr. vand

Ryst skærmene fri for dyr og skær de store stængler fra. Kom hyldeblomsterne i en stor skål eller gryde. Skyl citronerne og skær dem i skiver og læg dem i skålen. Bland citronsyre, rørsukker og brun farin og kom kogende vand over. Rør rundt til sukkeret er opløst og hæld blandingen over hyldeblomsterne. Kom låg på skålen og lad saften trække i køleskabet i ca. fire dage. Si saften og hæld den på rengjorte flasker.

Jeg serverer det gerne iceblended, som det kan ses her.




søndag den 10. juli 2011

Brownie med chokolade og hasselnødder

Desserten i lørdags var den lækreste chokoladebrownie med skyr, vaniljeis, lakridsis, jordbær og kirsebær, som mor/svigermor havde lavet.

Så vidt jeg husker stammer opskriften herfra. Jeg skriver lige opskriften nedenfor.
Brownies (ca. 12 stk.)
175 g. smør
200 g. mørk chokolade
150 g. brun farin
175 g. sukker
130 g. hvedemel
3 æg
100 g. mandler

Chokoladen smeltes i vandbad sammen med smør. Rør i massen mens det smelter. Når det hele er smeltet, kommes sukker og brun farin i. Rør det sammen til sukkeret er opløst. Kom chokoladeblandingen i en skål og bland melet i. Rør æggene i dejen. Nu bliver dejen meget elastisk og slipper skålens kanter. Hak nødderne og kom dem i. Hæld dejen i en form (ca. 22x30 cm.) beklædt med bagepapir. 
Bag kagen i en forvarmet ovn på 170 grader i 30-35 min. indtil toppen begynder at se flaget ud og kagen virker nogenlunde fast, når du trykker den på midten. Husk, at brownien gerne må være snasket indeni, men ikke flydende. Kagen køles af og skæres i små firkanter.

lørdag den 9. juli 2011

Fuldkornstortillas med kylling, chilibønner og friske farverige grøntsager


Opskrift (2 pers)

Ingredienser:

- Fuldkornstortillas
- Spinatblade
- Tomater
- Ananas
- Peberfrugt
- Gulerod

Sauce:
- 1 Kyllingebrystfilet (i tern)
- 1 rødløg (snittet fint)
- 1 dåse chilibønner
- 1 stor dåse tomatpuré
- 1/2 chili (hakket fint)

Svits løg og chili i olie. Tilsæt kylling og steg det til kyllingen er færdig. Tilsæt chilibønner og tomatpuré. Bring det i kog. Smag til med salt og peber.


Snit grøntsagerne, så de passer i pandekagerne
Kom alle ingredienserne i pandekagerne. Rul dem og server dem

fredag den 8. juli 2011

Svedjerugboller med gulerødder


Så blev det tid til der skulle bages en ny portion rugboller. Jeg forsøger at få brugt noget af alt det mel jeg har liggende, så jeg besluttede at benytte svedjerug i disse boller. Resultater blev godt! 

Opskrift:

Dag 1:

Rugsurdej:

7,5 dl. koldt vand
20 g. gær
400 g. groft rugmel
400 g. svedjerugmel

Oplæs gæren i vandet og bland melet i. Dæk dejen med et klæde eller låg og lad det stå ved stuetemperatur i 48 timer.

Dag 2:

1 ltr. koldt vand
500 g. knækkede rugkerner
250 g. solsikkekerner
250 g. hørfrø

Bland vand og kerner og lad iblødsætningen stå med låg i 24 timer.

Dag 3:

30 g. Havsalt
20 g. Maltsirup
Evt. 2-3 gulerødder
Evt. rugmel, hvis dejen er for våd.

Bland surdejen med kernerne og tilsæt derefter salt, maltsirup og evt. gulerødder. Rør det hele godt sammen. Hvis dejen er for våd tilsæt da lidt ekstra rugmel. Dejen skal være meget tung at røre rundt. Fordelen dejen som boller på bageplader med bagepapir. Benyt en spiseske dyppet i vand, for dejen ikke hænger for godt ved skeen. Bag bollerne i oven ved 180 grader i ca. 45 min. Hold øje med dem. De må gerne være lidt bløde.

Svedjerugmel fra Aurion. Svedjerug er en gammel rugsort fra det nordlige Skandinavien. Melet skulle give brødet en meget stor smag. Endvidere har det en lang eftersmag og brød af svedjerug holder sig saftigt længe. Læs om svejderugens historie her.
Surdej

 

onsdag den 6. juli 2011

Ribssaft med rabarber


Opskrift (ca. 1 ltr. saft)
1,1 kg. ribs
100 g. rabarber (det var lige hvad jeg havde)
250 g. rørsukker

Skil bærrene fra stilkene og skyl bærrene grundigt. Rens rabarberne og skær dem i små tern. Kom ribs og rabarber i en gryde. Fyld op med vand, så det lige er dækket. Bring det i kog og lad det koge i 20-25 min. Sæt saften til afdrypning i 2 timer. Jeg brugte en si med et viskestykke i. Den siede saft bringes i kog sammen med rørsukker. Køl saften ned og kom den på rengjorte flasker.


Saft til afdrypning

Iceblended ribssaft, som jeg har gjort med hyldeblomstsaften

mandag den 27. juni 2011

Sund dessert


Desserten består af jordbær, vandmelon, granatæble og mynte